Jættens Skakbræt

Jættens Skakbræt – mytologi

Der fortælles om en slette, højt mod nord, hvor lynene danser på himlen som vrede ånder, og jorden er så gammel, at selv træerne tier. Her, i den iskolde jord, blev Jættens Skakbræt lagt – ikke bygget, men hamret frem, af torden, tid og trods. Det siges, at selve Ymers ånd blæste frost over stoffet, så intet menneskehjerte kunne varme det siden.

Brættet måler sig ikke i længde og bredde, men i kraft. Hver firkant er et felt af skæbne – mørk som natten før Ragnarok, lys som gløden i jætters øjne. Felterne sys ikke – de bindes, siges det, med uld fra Fenris’ skjulte søskende og spændes fast med runer, kun de gamle forstår.

Det var her, jætterne samledes, ikke med brøl og vold, men i stilhed. Ikke for kamp, men for opgøret. De fire pløkker i hvert hjørne var ikke bare for stabilitet – de var nagler, som bandt verden til spillet. For intet måtte rokke, når tanker og kraft mødtes.

Når brættet rulles ud, rejser vinden sig. Ikke i vrede, men i ærefrygt. For det var her, jætter faldt – ikke af sværd, men af overblik. Og det var her, guder lærte, at styrke uden visdom er tom.

Mennesker bruger det nu. De kalder det leg. Men brættet husker. Det mærker hvert træk, hver tøven, hvert håb. Og hvis du lytter, når du bøjer dig over felterne, kan du høre fjeldenes ånd mumle gamle navne og bede om revanche.

Jættens Skakbræt er ikke lavet. Det er vågnet. Og det venter. På den næste, der tør spille om noget større end sejr.