Apollon
Højt over bjergtoppene, hvor solens stråler danser på marmor, står Apollons skaksæt. Det hviler på et hvidt bord, så glat som havets spejl en vindstille morgen. Hver brik bærer en melodi i sig, en uhørlig sang, der klinger som lyren i gudens egne hænder.
Ved dette bord samles de lærde og de vise, poeter og profeter, som drømmer om sandhedens rene lys. De skubber brikkerne frem med en ynde, som var det dans, og hvert træk væves ind i verdens skæbne. For hos Apollon er skak ikke blot et spil, men en symfoni af tanke og inspiration, hvor logik og skønhed smelter sammen.
Men ikke alle spillere vinder. For lyset, der skænker indsigt, kaster også skygger, og enhver, der søger sandhed, risikerer at se mere, end de burde. Nogle stirrer for dybt i oraklets brønd, ser mønstre i brikkerne, som selv guden ikke har lagt, og farer vild i deres egne tanker. For Apollons spil er en prøve, hvor kun den, der forstår både harmoni og kaos, kan føre partiet til ende.
En dag vil dette skaksæt stå stille. Når solens sidste stråler falmer, og verden synker i glemsel, vil brikkerne hvile, tavse som forladte vers i en ufuldendt ode. Men så længe lyset endnu danser over verden, vil Apollons spil fortsætte – et evigt parti mellem fornuft og skæbne.