Hades
Dybt i underverdenen, hvor lyset kvæles af skygger, og stilheden vejer tungere end sten, hviler Hades’ skaksæt. Det står på et bord af sort marmor, koldt som glemte løfter, omgivet af søjler af knogler fra dem, der aldrig fandt fred. Brikkerne er skåret af den fineste marmor, deres form skæmmet af tidens tand, og hver bevægelse hvisker af skæbne og skygge.
Ved dette bord sidder de døde i evig duel, sjæle, hvis liv var fulde af ubeslutsomhed og bristede ambitioner. Med tomme blikke og fingre, der engang greb efter magt eller kærlighed, flytter de brikkerne i et spil, der aldrig slutter. Ved deres side vandrer Kerberos i cirkler, hans tre hoveder våger over slagets gang, mens Styx’ sorte vande skvulper sagte i det fjerne.
For ingen, der spiller ved Hades’ bord, spiller for fornøjelsens skyld. Hver sejr er en glemt erindring, hver tabt brik en skygge mere i glemslens tåger. Men ingen kan forlade spillet, og ingen kan vinde. For i dødsriget er det ikke evig kamp, men evig stilstand, der knuger sjælene.
En dag vil selv dette skaksæt falde i støv. Når de sidste guder styrter, og verden rives fra hinanden, vil Hades’ sal stå tom. Brikkerne vil ligge spredt som knogler i grus, og det sidste parti vil for evigt forblive uafgjort.